Forslag om en moderniseret og forenklet ejerlejlighedslov trækkes tilbage
Erhvervsminister Rasmus Jarlov meddelte for nyligt, at regeringen har opgivet at fremsætte sit forslag til en moderniseret og forenklet ejerlejlighedslov.
Folketingsvandene skiltes
Forslag om ny ejerlejlighedslov fik Folketings-vandene til at skille sig, og regeringen vurderer, at der ikke kan nås til enighed om forslaget.
Forslaget søgte at modernisere den mere end 50 år gamle ejerlejlighedslov, så den ville passe til nutidens udfordringer. Det var primært spørgsmålet om liberalisering af adgangen til at opdele de gamle andels- og lejeboliger i ejerlejligheder, der var uenighed om.
Klarere og enklere regler
Vi håber, at der indenfor nær fremtid stilles et nyt forslag om en moderniseret ejerlejlighedslov og normalvedtægt.
Det er vores opfattelse, at ejerforeningerne har brug for klare og enkle regler, der giver større gennemsigtighed og sikkerhed for den enkelte ejer, og som sikrer at ejerforeningerne også kan håndtere tidens udfordringer. Disse udfordringer kan eksempelvis være ombygninger, korttidsudlejning eller håndtering af de få ejere, som via larm, trusler eller voldelig adfærd ødelægger boligfællesskabet for de øvrige beboere.
Vi holder jer opdateret, når der sker nyt indenfor området.