Er du klar til efteråret?
Efter en helt usædvanlig løvfaldssommer, har det kolde og våde efterårsvejr nu fundet sin vej ind over landet. Det har betydning for din ejendom – men er du klar til det?
Vores ejendomstekniske afdeling vejleder og rådgiver til dagligt flere hundrede ejendomme om deres løbende vedligeholdelse, og vi giver herunder gode råd til, hvordan du kan forberede din ejendom på efterårsvejret.
Tjek varmecentralen
Når ejendommen skal genopvarmes efter sommerhalvåret, er det vigtigt at tjekke, at varmecentralen fungerer. Sørg for at ventiler, pumper og termostater er, som de skal være. Tjek, at der er det rette tryk på anlægget, og at fremløbstemperaturen og afkølingsgraden er korrekte.
Hvis afkølingen af fjernvarmevandet er for lavt, bliver det dyrt at være kunde hos fjernvarmeværket. Fjernvarmeværket får nemlig for meget varmt vand retur, og dermed opnås der ikke den korrekte afkøling i anlægget. Det kan derfor være en god ide at montere radiatorer i kældre og på køkkentrapper, så du undgår store regninger.
Hold øje med tagrender og sandfangsbrønde
Efteråret byder typisk på meget nedbør ved regn og løvfald, og det kan give udfordringer for ejendommens drift og vedligeholdelse.
Det er vigtigt for at sørge for, at kloakken ikke stopper til, og at der ikke sker oversvømmelse på grund af store mængder nedbør. Hold derfor jævnligt øje med tagrender og sandfangsbrønde, og hold dem fri for både blade og grus.
Skimmelvækst og dårligt indeklima
Kulde og varme er årsagen til kondensproblemer, som kan føre til skimmelvækst og dårligt indeklima. For at undgå dette problem er det nødvendigt at udlufte dagligt.
Tegn på skimmelsvamp ses typisk nederst på vinduesglassene i gummilisterne samt på væggene, i hjørnerne og nær panelerne, og det kommer til udtryk ved store, sorte pletter, plamager og dårlig lugt.
Skimmel kan give vejrtrækningsproblemer og allergier. Løbende næse og hovedpine kan være tegn på skimmelsvamp. Det er derfor vigtigt, at der tages de korrekte forholdsregler, så ejendommen ikke bliver sundhedsfarlig at opholde sig i.
Sådan forebygger du skimmelvækst:
- Luft som minimum ud 2-3 gange dagligt af 10 minutters varighed
- Hvis du tørrer tøj indenfor, skal du lufte ekstra ud, da det tøjtørring medføre mere kondens i boligen.
- Opvarm boligen til 22 grader
- Brug rodaloen, klorin eller hysan ved små skimmelangreb
- Kontakt specialister ved store skimmelangreb